Nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Hermed et referat af et interview med Enhedslistens Byrådsmedlem, Malene Ingwersen:

Malene fortæller at der var mange fra en meget aktiv borgergruppe til byrådsmødet den 30. november, og der blev stillet gode spørgsmål vedrørende det planlagte højhusbyggeri på Jernbanegade 15, Hobro. 

Et af punkterne på dagsordenen var broen over jernbanen. 

Jeg endte med at stemme for broen over jernbanen, fortæller Malene, fordi pengene vi skal have op af lommen er så godt som brugt allerede.

Men, jeg indviede byrådet og lytterne i mine overvejelser om klima for og imod. Fx bedre adgang til offentlig transport contra klima-belastning ved at bygge.

Jeg stemte imod første gang vi behandlede punktet. Det gjorde jeg for at undgå at bruge nogen penge på projektet overhovedet, forklarer Malene.

Men jeg stemte for denne gang, for at vi i det mindste får noget for de penge der allerede er brugt.

Samtidig gjorde jeg det også klart i byrådssalen, at det ikke er gratis trods de fleste penge kommer fra DSB og Banedanmark. Det er ikke gratis, fordi klima-belastning også er et parameter og fordi vi har brugt mere end en million allerede og skal lægge 3 millioner mere oveni til uforudsete ting som måtte komme, konkluderer Malene.

Der har været et par borgerhenvendelser til Enhedslisten og disse henvendelser sætter vi pris på i Enhedslisten. Det er blandt andet sådan vi bliver opmærksomme på hvilke sager vi bør se på. Nogle henvendelser sendes direkte videre til fagchefen på det relevante område andre henvendelser tages med på fx Byrådsmødet.

Med reference til borgerhenvendelsen vedrørende fjordens tilstand, nævnte Malene til byrådsmødet at Mariagerfjord Kommune, har Danmarks mest iltfattige fjord og at vi skal håndhæve vores bræmmer langs vandløbene. 

Jeg nævner at fjorden er iltfattig og de manglende bræmmer og vådområder hver gang nogen nævner fjorden, og det vil jeg blive ved med, fastslår Malene. 

I november kom der også en henvendelser fra en borger om en meget svagelig ældre herre, med en alvorlig livstruende sygdom, som pludselig fik frataget mere end halvdelen af sin hjemmehjælp. Borgeren var ikke blevet informeret om at han kunne søge om at få hjælpen tilbage.

Malene lavede allerede en opfølgning på henvendelsen torsdag den 30. november, idet hun gentog og understregede overfor Søren Ålund, der er direktør for ældreområdet og revisitering, at det er væsentligt at alle indenfor hjemmeplejen ved hvem der skal tage kontakt til borgeren og at der er afsat tid til opfølgning på hvilke borgere, der får for lidt hjælp. Der skal selvfølgelig søges på ny der hvor der er behov.

Afslutningsvis vil vi i bestyrelsen fremhæve at vi værdsætter kommunikationen fra borgere. Og når vi i Enhedslistens bestyrelse kan se at vores Kommunalpolitiker gør en forskel er det tiden og arbejdet værd for os alle at være politisk aktive. 

Mails kan stiles direkte til vores byrådsmedlem Malene Ingwersen på [email protected] 

 

Rød-grønne hilsner

På vegne af bestyrelsen

Karen Reiths

Kontaktperson Enhedslisten Mariagerfjord 

Ps.

Hermed et link til en analyse af uroen i Byrådet.

https://www.tv2nord.dk/mariagerfjord/analyse-meget-usaedvanlig-strid-i-mariagerfjord