Medicinalindustrien skal stækkes, hvis der skal være råd til sygeplejersker

Mens læger og sygeplejersker har forhandlet benhårdt for at sikre løn- og arbejdsvilkår, og der er blevet skåret ned på sygehusene år efter år, behøver medicinalindustrien sjældent bekymre sig. Det offentlige sundhedsvæsen betaler nemlig for dens produkter, så industrien er sikret en høj indtjening. Prisen stiger fra år til år. Den udvikling kan ikke fortsætte.

Vi står med et dilemma. Skal vi af hensyn til patienterne indføre alle tænkelige behandlinger uanset pris og finde pengene andre steder i sundhedsvæsenet? Eller skal vi presse medicinalindustrien på prisen og derfor ikke tilbyde behandlinger, der er for dyre i forhold til effekten? Vi tror ikke på det første, for det er ikke muligt at få sygeplejersker og andre i sundhedsvæsenet til at løbe hurtigere.

Dilemmaet er tydeligt i diskussionen om, hvorvidt sundhedsvæsenet skal tilbyde et nyt, banebrydende produkt som standardbehandling til alle med den type muskelsvind, der hedder SMA. Medicinen Spinraza mildner en alvorlig sygdom, som en lille gruppe børn fødes med hvert år.

På grund af patentsystemet har medicinalfirmaet Biogen reelt monopol på kuren, og det har derfor prissat, som det vil. Ikke efter hvad produktet koster i udvikling og produktion, men efter hvor desperate og købestærke, det mener sundhedsvæsenet og patienterne er. Den globale monopolsituation resulterer i, at salget af Spinraza giver Biogen en fortjeneste, der ifølge finansmediet Bloomberg overgår selv de mest optimistiske forventninger.

Medicinrådet løser det ikke

I anerkendelse af dilemmaet nedsatte Danske Regioner i 2017 Medicinrådet, der skal vurdere prisen for sygehusmedicin over for effekten. Spinraza er det første produkt, som Medicinrådet ikke anbefaler som standardbehandling til alle typer SMA – fordi man vurderer, at prisen er for høj i forhold til effekten for de fleste patienter. Den beslutning har været kontroversiel. For det er første gang sundhedsvæsenet siger nej til at gøre et præparat til standardbehandling alene ud fra prisen.

Danske Regioners formand bakker beslutningen op i Information 30. april, hvor hun siger: »Vi skal turde sige nej, når prisen for medicin langt overstiger lægemidlets merværdi.« Over for det står otte-årige Benjamin fra Middelfart, der måske ville have gavn af Spinraza, men er afskåret fra den nye medicinske behandling.

Situationen er langtfra optimal, og der må gøres noget. For sundhedsvæsenet kan ikke blive ved med at betale for den sidste nye medicin til alt, så længe priserne er så høje. Omvendt er det helt urimeligt, at patienter bliver gidsler i en kamp mellem sundhedsvæsenet og medicinalindustrien. Vi må derfor til at se på andre løsninger.

Dilemmaet kan nemlig ikke løses alene gennem Medicinrådet. Det er indlysende, at der skal foretages en afvejning mellem klinisk effekt og omkostninger. Og den afvejning skal baseres på alle tilgængelige oplysninger.

Opgør med patenttyranni

Men. Hvis vi skal kunne skelne mellem nødvendig og dyr eller unødvendigt dyr medicin, er det vigtigt med mere gennemsigtighed.

I dag blokerer patentsystemet for den nødvendige gennemsigtighed i forhold til resultater fra kliniske test, bivirkninger, omkostninger ved udvikling og produktion og ikke mindst produktomkostninger. Patentsystemet betyder lukkethed og urimelig prissætning. For der er meget lidt, der forhindrer medicinalindustrien i at forlange den pris, den vil, når patentsystemet gør, at de er de eneste, der tilbyder behandling til de patienter, der er.

Værst af alt er dog, at der sjældent udvikles behandlingsformer, der ikke kan patenteres – og derfor er uprofitable. Derfor udvikles der væsentlig flere præparater mod livsstilssygdomme i den mest velstillede del af verden end der gør til de store dræbere på verdensplan.

Vi står derfor ved en korsvej. Hvis vi vil sikre rimelige priser, og at der forskes i præparater, der virkelig spiller en rolle, så er det helt afgørende nødvendigt at få et opgør med patenttyranniet.

En alternativ model er påtrængende. Vi har allerede nogle dele, der kan udgøre grundstrukturen. Den offentlige grundforskning, der foregår på sygehuse og universiteter, må opprioriteres, og vi skal have mere ud af al den viden, som vi i dag giver videre til medicinalindustrien ganske gratis fra universiteterne.

Efteruddannelsen af lægerne skal ikke finansieres af medicinalindustrien, der har økonomisk interesse i, hvilke præparater lægerne udskriver. Produktion af medicin på sygehusene må styrkes. Desuden må mulighederne for at udfordre patentsystemet udforskes.

For der er flere muligheder end at lade stå til og betale prisen for dyr medicin. Og de muligheder skal vi til at afprøve.